Debatt Tre kule Quiz Løst gjenfortalt Under beltestedet
16.03.2020
KULTURSTOFF
Ski på dansk

En danskers forsøg på at integrere sig med ski, fjeld og paraply.

Lige da jeg kom hertil, var der en norsk gut, der fortalte mig, at han ikke forstod hvorfor danskere ville tage til Norge på udveksling. «Vores kulturer er så ens, at du lige så godt kunne været blevet hjemme», sa han. Det er rigtigt, vores kultur ligger tæt op ad hinanden. Men der er én ting vi ikke har til fælles. Naturen. Jeres vilde fjorde og fjelde er anderledes og helt igennem eksotiske for en danske, der er vant til flade cykelstier og dyrkede marker.

Generelt undrer folk sig over hvorfor jeg har valgt Bergen. Det regner jo hele tiden. Jeg prøver at virke som om at det var et helt bevidst valg at jeg endte her i den mest regnfulde del af Norge. Men, skal jeg være ærlig, så anede jeg ikke at jeg havde valgt Norges svar på Forks (skud ud til Twilight-fans). Jeg så kun at Bergen lå i Norge. Og som alle ved, så består Norge af sne og fjelde. Jeg ønskede mig varme vanter i julegave og forestillede mig selv som hende fra «Hjem til Jul», der transportere sig rundt i de snedækkede gader på slede. Lige indtil min onkel knuser alle mine snefyldte drømme da han spørger, om jeg godt ved at Bergen er som Danmark, bare med fjelde.

Sne forude

Heldigvis har jeg hele tiden haft et lys i horisonten. For da min familie hørte jeg skulle til Norge, planlagde de skiferie i Geilo. Derfor stiger jeg forventningsfuldt på toget mod Oslo.  Jeg har sikret mig en vinduesplads, så jeg kan nyde udsigten. Jeg bliver ikke skuffet og sluger udsigten med øjnene, høje fjelde og store fjorde. Alt det vi ikke har i Danmark. Jo mere toget nærmer sig Geilo, des mere sne kommer der. På et tidspunkt er toget så højt oppe at der ikke længere er vand at se, men bare fjeld og sne så langt øjet rækker. Da vi når Finse føler jeg næsten at jeg ser på en filmkulisse. Der hænger store istapper fra tagene og folk står på langrendsski rundt i gaderne. Så eksotisk!

LES OGSÅ: Min første uge på Tinder

En ægte nordmand

Da jeg møder min familie på Geilo station har jeg boet i Bergen i en måned. Alligevel bliver jeg nærmest præsenteret som nordmand da vi møder noen danskere der spørger hvor vi kommer fra. Og de har næsten ret! I mit forsøg på at integrere mig har jeg både lært at spise brunost, jalapeño-ost på tube og jeg har selvfølgelig købt mig en paraply. Jeg lære min familie at den rigtige måde at sige farvel på er «hadet» og at «rart» ikke betyder behageligt. Men der er stadigvæk én ting, der er svært for mig. Uanset hvor meget jeg forsøger forbliver tallene håbløse.

Dette viser sig at være problematisk, da vi skal leje ski. Damen bag skranken har knapt spurgt min søster om hendes skostørrelse før jeg bliver skubbet frem. «Helene, du kan jo norsk!» Øh. Egentligt kan jeg jo bare dansk. Men, det kan jeg da ikke skuffe hende med og bestiller selvsikkert et par støvler i størrelse 39. Det lykkedes ikke helt. Damen kigger i hvert fald forvirret på mig, da jeg kommer til at bestille et par i størrelse 93.

«I mit forsøg på at integrere mig har jeg både lært at spise brunost, jalapeño-ost på tube og jeg har selvfølgelig købt mig en paraply.»

Jeg har tidligere stået mest på slalom. Derfor var jeg til en start lidt skeptisk da jeg hørte at vi i år skulle stå på langrend. Det har altid virket lidt mere kedeligt og slidsomt i forhold til farten og suset i maven på vej ned af slalombakkerne. Første tur på langrend er da også lidt af en udfordring. Ikke fordi jeg har svært ved at få glid i skiene og vi går hurtigt op ad. Det er ned ad der er problemet. Løjpen er så stejl at den let have været en slalombakke. Jeg står med ski der ikke sidder ordentligt fast på mine fødder, uden hjelm på hovedet og nu skal jeg ned af noget der mest af alt minder om en slalombakke. Det er et vanvittigt koncept! Jeg tager alt i mig om, at langrend bare er slidsomt. Jeg har sus i maven af bare skræk over nedfarten.

Alene i vildmarken

En af redaktionsmedlemmerne mine havde anbefalet en god langrendsrute. Jeg overtaler derfor min far til at tage toget til Ustaoset, hvorfra vi begynder turen op over fjeldet til Geilo. Solen skinner og der er så flot at jeg har svært ved at styre min begejstring. Det er lige sådan her jeg forestiller mig at Norge skal være. Uanede mængder sne, sol og fjeld. Des højere vi kommer, des bedre udsigt. «Aj men altså far, har du set noget lignende!» Efter hver hundrede meter er jeg igen ved at eksplodere af glæde. Men da vi når toppen er det pludselig slut. Udsigten forsvinder og en ildevarslende grå sky nærmer sig hastigt. Til sidst sluger den os og jeg kan knapt se min far foran mig. Turen ned er som at stå i blinde. Bunker af sne bliver blæst ind over sporet og vi har ingen chance for at se dem. Sneen pisker ind i ansigtet på mig, og jeg føler mig fuldstændigt i vildmarken. Jeg er næsten sikker på at jeg er den nye Amundsen.

«Sneen pisker ind i ansigtet på mig, og jeg føler mig fuldstændigt i vildmarken. Jeg er næsten sikker på at jeg er den nye Amundsen.»

Da jeg efter en uge igen står på Geilo station og venter på toget til Bergen skinner solen og jeg har knirkende sne under støvlerne. Efter seks dage på langrend er jeg nødt til at tage al min skepsis i mig igen. Måske er det fordi jeg er blevet ældre, måske det skyldes mit store forsøg på at integrere mig. Uanset, så er jeg nu fan. Jeg er vild med den måde man kommer helt ud i naturen på og jeg forestiller mig at jeg er på tur i den ægte vildmark. På vej hjem sluger jeg igen de hvide fjelde med øjnene og tænker allerede på hvornår jeg næste gang kan komme på ski.

KULTURSTOFF
Ski på dansk

En danskers forsøg på at integrere sig med ski, fjeld og paraply.

Lige da jeg kom hertil, var der en norsk gut, der fortalte mig, at han ikke forstod hvorfor danskere ville tage til Norge på udveksling. «Vores kulturer er så ens, at du lige så godt kunne været blevet hjemme», sa han. Det er rigtigt, vores kultur ligger tæt op ad hinanden. Men der er én ting vi ikke har til fælles. Naturen. Jeres vilde fjorde og fjelde er anderledes og helt igennem eksotiske for en danske, der er vant til flade cykelstier og dyrkede marker.

Generelt undrer folk sig over hvorfor jeg har valgt Bergen. Det regner jo hele tiden. Jeg prøver at virke som om at det var et helt bevidst valg at jeg endte her i den mest regnfulde del af Norge. Men, skal jeg være ærlig, så anede jeg ikke at jeg havde valgt Norges svar på Forks (skud ud til Twilight-fans). Jeg så kun at Bergen lå i Norge. Og som alle ved, så består Norge af sne og fjelde. Jeg ønskede mig varme vanter i julegave og forestillede mig selv som hende fra «Hjem til Jul», der transportere sig rundt i de snedækkede gader på slede. Lige indtil min onkel knuser alle mine snefyldte drømme da han spørger, om jeg godt ved at Bergen er som Danmark, bare med fjelde.

Sne forude

Heldigvis har jeg hele tiden haft et lys i horisonten. For da min familie hørte jeg skulle til Norge, planlagde de skiferie i Geilo. Derfor stiger jeg forventningsfuldt på toget mod Oslo.  Jeg har sikret mig en vinduesplads, så jeg kan nyde udsigten. Jeg bliver ikke skuffet og sluger udsigten med øjnene, høje fjelde og store fjorde. Alt det vi ikke har i Danmark. Jo mere toget nærmer sig Geilo, des mere sne kommer der. På et tidspunkt er toget så højt oppe at der ikke længere er vand at se, men bare fjeld og sne så langt øjet rækker. Da vi når Finse føler jeg næsten at jeg ser på en filmkulisse. Der hænger store istapper fra tagene og folk står på langrendsski rundt i gaderne. Så eksotisk!

LES OGSÅ: Min første uge på Tinder

En ægte nordmand

Da jeg møder min familie på Geilo station har jeg boet i Bergen i en måned. Alligevel bliver jeg nærmest præsenteret som nordmand da vi møder noen danskere der spørger hvor vi kommer fra. Og de har næsten ret! I mit forsøg på at integrere mig har jeg både lært at spise brunost, jalapeño-ost på tube og jeg har selvfølgelig købt mig en paraply. Jeg lære min familie at den rigtige måde at sige farvel på er «hadet» og at «rart» ikke betyder behageligt. Men der er stadigvæk én ting, der er svært for mig. Uanset hvor meget jeg forsøger forbliver tallene håbløse.

Dette viser sig at være problematisk, da vi skal leje ski. Damen bag skranken har knapt spurgt min søster om hendes skostørrelse før jeg bliver skubbet frem. «Helene, du kan jo norsk!» Øh. Egentligt kan jeg jo bare dansk. Men, det kan jeg da ikke skuffe hende med og bestiller selvsikkert et par støvler i størrelse 39. Det lykkedes ikke helt. Damen kigger i hvert fald forvirret på mig, da jeg kommer til at bestille et par i størrelse 93.

«I mit forsøg på at integrere mig har jeg både lært at spise brunost, jalapeño-ost på tube og jeg har selvfølgelig købt mig en paraply.»

Jeg har tidligere stået mest på slalom. Derfor var jeg til en start lidt skeptisk da jeg hørte at vi i år skulle stå på langrend. Det har altid virket lidt mere kedeligt og slidsomt i forhold til farten og suset i maven på vej ned af slalombakkerne. Første tur på langrend er da også lidt af en udfordring. Ikke fordi jeg har svært ved at få glid i skiene og vi går hurtigt op ad. Det er ned ad der er problemet. Løjpen er så stejl at den let have været en slalombakke. Jeg står med ski der ikke sidder ordentligt fast på mine fødder, uden hjelm på hovedet og nu skal jeg ned af noget der mest af alt minder om en slalombakke. Det er et vanvittigt koncept! Jeg tager alt i mig om, at langrend bare er slidsomt. Jeg har sus i maven af bare skræk over nedfarten.

Alene i vildmarken

En af redaktionsmedlemmerne mine havde anbefalet en god langrendsrute. Jeg overtaler derfor min far til at tage toget til Ustaoset, hvorfra vi begynder turen op over fjeldet til Geilo. Solen skinner og der er så flot at jeg har svært ved at styre min begejstring. Det er lige sådan her jeg forestiller mig at Norge skal være. Uanede mængder sne, sol og fjeld. Des højere vi kommer, des bedre udsigt. «Aj men altså far, har du set noget lignende!» Efter hver hundrede meter er jeg igen ved at eksplodere af glæde. Men da vi når toppen er det pludselig slut. Udsigten forsvinder og en ildevarslende grå sky nærmer sig hastigt. Til sidst sluger den os og jeg kan knapt se min far foran mig. Turen ned er som at stå i blinde. Bunker af sne bliver blæst ind over sporet og vi har ingen chance for at se dem. Sneen pisker ind i ansigtet på mig, og jeg føler mig fuldstændigt i vildmarken. Jeg er næsten sikker på at jeg er den nye Amundsen.

«Sneen pisker ind i ansigtet på mig, og jeg føler mig fuldstændigt i vildmarken. Jeg er næsten sikker på at jeg er den nye Amundsen.»

Da jeg efter en uge igen står på Geilo station og venter på toget til Bergen skinner solen og jeg har knirkende sne under støvlerne. Efter seks dage på langrend er jeg nødt til at tage al min skepsis i mig igen. Måske er det fordi jeg er blevet ældre, måske det skyldes mit store forsøg på at integrere mig. Uanset, så er jeg nu fan. Jeg er vild med den måde man kommer helt ud i naturen på og jeg forestiller mig at jeg er på tur i den ægte vildmark. På vej hjem sluger jeg igen de hvide fjelde med øjnene og tænker allerede på hvornår jeg næste gang kan komme på ski.

Neste artikkel
Carte Blanche / Verkstedet på KODE 2